Googles servicevilkår
Gyldig fra 22. maj 2024 | Arkiverede versioner | Download PDF
Landeversion: Storbritannien
Hvad dækker disse vilkår?
Vi ved, at det kan være fristende at springe disse servicevilkår over, men det er vigtigt, at du ved, hvad du kan forvente af os, når du bruger Googles tjenester, og hvad vi forventer af dig.
Disse Servicevilkår afspejler, hvordan Googles virksomhed fungerer, hvilke love der gælder for vores virksomhed, samt visse ting, vi altid har anset som sande. Disse Servicevilkår er derfor med til at definere Googles forhold til dig, når du bruger vores tjenester. Disse vilkår omfatter f.eks. følgende emneoverskrifter:
- Hvad du kan forvente af os, der beskriver, hvordan vi leverer og udvikler vores tjenester
- Hvad vi forventer af dig, som fastsætter visse regler for brugen af vores tjenester
- Indhold i Google-tjenester, som beskriver de immaterielle rettigheder til det indhold, du finder i vores tjenester – uanset om indholdet tilhører dig, Google eller andre
- I tilfælde af problemer eller uoverensstemmelser, som beskriver andre juridiske rettigheder, du har, og hvad du kan forvente, hvis andre overtræder disse vilkår
Det er vigtigt, at du kender disse vilkår, da du skal acceptere dem for at bruge vores tjenester. Vi opfordrer dig til at downloade disse vilkår, så du kan bruge dem senere. Vi stiller disse vilkår og alle tidligere versioner af dem til rådighed her.
Foruden disse vilkår har vi også en privatlivspolitik. Selvom denne ikke er en del af disse vilkår, opfordrer vi dig til at læse den for at få en bedre forståelse af, hvordan du kan opdatere, administrere, eksportere og slette dine oplysninger.
Vilkår
Tjenesteudbyder
Googles tjenester leveres af, og du indgår aftale med:
Google LLC
organiseret i henhold til lovgivningen i en amerikanske delstat Delaware og drives i henhold til amerikansk lovgivning
1600 Amphitheatre Parkway
Mountain View, California 94043
USA
Alderskrav
Hvis du er under den alder, der kræves for at administrere din egen Google-konto, skal du have din forælders eller værges tilladelse til at bruge en Google-konto. Bed din forælder eller værge om at gennemgå disse vilkår sammen med dig.
Hvis du er forælder eller værge, og du giver dit barn lov til at bruge tjenesterne, gælder disse vilkår for dig, og du har ansvaret for dit barns aktivitet i tjenesterne.
Nogle Google-tjenester stiller yderligere krav til alder som beskrevet i deres yderligere tjenestespecifikke vilkår og politikker.
Dit forhold til Google
Disse vilkår er med til at definere forholdet mellem dig og Google. Når vi omtaler "Google", "vi", "os" og "vores", refererer vi til Google LLC og dennes tilknyttede virksomheder. I bred forstand giver vi dig tilladelse til at tilgå og bruge vores tjenester, hvis du accepterer at følge disse vilkår, som afspejler, hvordan Googles virksomhed fungerer, og hvordan vi tjener penge.
Hvad du kan forvente af os
Levering af et bredt udvalg af nyttige tjenester
- Apps og websites (såsom Search og Maps)
- Platforme (såsom Google Shopping)
- Integrerede tjenester (såsom Maps-kort, der er integreret i andre virksomheders apps eller websites)
- Enheder (såsom Google Nest og Pixel)
Mange af disse tjenester omfatter også indhold, som du kan streame eller interagere med.
Vores tjenester er udviklet til at fungere sammen, så du nemt kan gå fra én aktivitet til en anden. Hvis din begivenhed i Kalender f.eks. indeholder en adresse, kan du klikke på adressen og få vist en rutevejledning i Maps.
Udvikling, forbedring og opdatering af Google-tjenester
Vi udvikler løbende nye teknologier og funktioner for at forbedre vores tjenester. Vi bruger f.eks. kunstig intelligens og maskinlæring for at give dig simultanoversættelser og for bedre at kunne registrere og blokere spam og malware. Som et led i denne løbende forbedring kan det ske, at vi til tider tilføjer og fjerner funktioner, øger eller reducerer grænserne for vores tjenester samt begynder at tilbyde nye tjenester eller stopper med at tilbyde gamle tjenester. Når en tjeneste kræver eller indeholder software, der kan downloades, eller som forudindlæses, kan denne software af og til opdateres automatisk på din enhed, når der kommer en ny version eller funktion. Nogle tjenester giver dig mulighed for at ændre dine indstillinger for automatiske opdateringer.
Vi følger et effektivt produktundersøgelsesprogram, så før vi ændrer eller stopper med at tilbyde en tjeneste, overvejer vi nøje dine interesser som bruger, dine rimelige forventninger og den potentielle indvirkning på dig og andre brugere. Vi ændrer eller stopper kun med at tilbyde en tjeneste, når der er en god grund til at gøre det. Det kan f.eks. være for at forbedre effektivitet eller sikkerhed, overholde lovgivning, forebygge ulovlig aktivitet eller misbrug, afspejle teknisk udvikling, eller fordi en funktion eller en tjeneste i sin helhed ikke længere er populær eller lønsom nok til, at vi vil tilbyde den.
Hvis vi foretager væsentlige ændringer, der har en negativ indvirkning på din brug af vores tjenester, eller hvis vi stopper med at tilbyde en tjeneste, giver vi dig et rimeligt forudgående varsel, medmindre der er tale om hastesituationer, hvor det f.eks. er nødvendigt at forhindre misbrug, reagere på retskrav eller imødegå problemer med sikkerhed og drift. Vi giver dig også mulighed for at eksportere dit indhold fra din Google-konto ved hjælp af Google Takeout underlagt gældende lovgivning og politikker.
Hvad vi forventer af dig
Følg disse vilkår og yderligere tjenestespecifikke vilkår
- disse vilkår
- yderligere tjenestespecifikke vilkår, hvilket f.eks. kan omfatte yderligere alderskrav
Vi stiller også forskellige politikker, Hjælp og andre ressourcer til rådighed for at besvare almindelige spørgsmål og afstemme forventningerne vedrørende brugen af vores tjenester. Disse ressourcer omfatter vores privatlivspolitik, Hjælp til ophavsret, Sikkerhedscenter Center for gennemsigtighed samt andre sider, der er tilgængelige via vores website med politikker. Derudover kan vi give specifikke anvisninger og advarsler i vores tjenester – f.eks. dialogbokse, der underretter dig om vigtige oplysninger.
Selvom vi giver dig tilladelse til at bruge vores tjenester, beholder vi alle immaterielle rettigheder, vi har over tjenesterne.
Respekter andre
- Overholder gældende love, herunder eksportkontrol, sanktioner og love om menneskehandel
- Respekterer andres rettigheder, herunder retten til privatliv og intellektuelle ejendomsrettigheder
- Ikke misbruger eller skader andre eller dig selv (eller truer eller opfordrer til sådan misbrug eller skade) – f.eks. ved at vildlede, bedrage, på ulovlig vis personefterligne, bagvaske, mobbe, chikanere eller forfølge andre
I de yderligere tjenestespecifikke vilkår og politikker, f.eks. vores politik vedrørende forbudt brug af generativ AI, kan du læse mere om passende adfærd, som alle, der bruger tjenesterne, skal efterleve. Hvis du mener, at andre ikke følger disse regler, giver mange af vores tjenester dig mulighed for at rapportere misbrug. Hvis vi reagerer på en rapportering om misbrug, sørger vi også for den behandling, der er beskrevet i afsnittet Foranstaltninger i tilfælde af problemer.
Du må ikke misbruge vores tjenester
De fleste, der tilgår eller bruger vores tjenester, forstår de generelle regler, der er med til at gøre internettet sikkert og åbent. Desværre er der nogle få personer, der ikke overholder disse regler, så derfor beskriver vi reglerne her for at beskytte vores tjenester og brugere mod misbrug. Reglerne er som følger:
Du må ikke misbruge, skade, forstyrre eller afbryde vores tjenester eller systemer, f.eks. ved at:- Introducere malware
- Spamme, hacke eller omgå vores systemer eller sikkerhedsforanstaltninger
- Jailbreake, angribe med skadelige prompter eller indsætte prompter, medmindre dette sker som en del af vores programmer til test af sikkerhed og fejl
- Tilgå eller bruge vores tjenester eller indhold på svigagtige eller vildledende måder, f.eks. i form af:
- Phishing
- Oprettelse af falske konti eller falsk indhold, herunder falske anmeldelser
- Vildledning af andre til at tro, at generativt AI-indhold er lavet af personer
- Levering af tjenester, der ser ud til at stamme fra dig (eller en anden), når disse tjenester i virkeligheden stammer fra os
- Levere tjenester, der ser ud til at stamme fra os, når dette ikke er tilfældet
- Bruge vores tjenester (herunder det indhold, de leverer) til at krænke andres juridiske rettigheder, f.eks. intellektuelle ejendomsrettigheder eller privatlivsrettigheder
- Bruge reverse engineering af vores tjenester eller underliggende teknologi, f.eks. vores maskinlæringsmodeller, til at tilegne dig forretningshemmeligheder eller andre oplysninger tilhørende Google, som ikke er tilladt i henhold til gældende lovgivning
- Bruge automatiserede metoder til at tilgå indhold fra vores tjenester på en måde, som overtræder de maskinaflæselige anvisninger på vores websider (f.eks. robots.txt-filer, der ikke tillader crawl, oplæring eller andre aktiviteter)
- Bruge AI-genereret indhold fra vores tjenester til at udvikle maskinlæringsmodeller eller relateret AI-teknologi
- Skjule eller fremsætte urigtige oplysninger om, hvem du er, med henblik på at overtræde disse vilkår
- Levere tjenester, der opfordrer andre til at overtræde disse vilkår
Tilladelse til at anvende dit indhold
Nogle af vores tjenester er designet med henblik på at give dig mulighed for at uploade, indsende, gemme, sende, modtage eller dele dit indhold. Du er ikke forpligtet til at dele indhold med vores tjenester, og du vælger selv, hvilket indhold du vil dele. Hvis du vælger at uploade eller dele indhold, skal du sørge for, at du har de nødvendige rettigheder til at gøre det, og at indholdet er lovligt.
Licens
Dit indhold forbliver dit, hvilket betyder, at du bevarer alle immaterielle rettigheder, som du har over dit indhold. Det kan f.eks. være, hvis du har immaterielle rettigheder til det kreative indhold, du laver, f.eks. anmeldelser, som du skriver. Eller du kan have ret til at dele en anden persons kreative indhold, hvis vedkommende har givet dig tilladelse.
I tilfælde af at dine immaterielle rettigheder begrænser vores brug af dit indhold, skal du give din tilladelse, før vi kan anvende det. Du giver Google tilladelse via denne licens.
Hvad er dækket?
Denne licens dækker dit indhold, hvis indholdet er beskyttet af immaterielle rettigheder.
Hvad er ikke dækket?
- Denne licens påvirker ikke rettigheder til databeskyttelse, men omhandler alene dine immaterielle rettigheder
- Denne licens dækker ikke følgende typer indhold:
- offentligt tilgængelige faktuelle oplysninger, som du angiver, f.eks. rettelser af adressen på en lokal virksomhed. Disse oplysninger kræver ikke en licens, da de anses for at være almindelig kendt viden, som alle frit kan bruge.
- feedback, som du tilbyder, f.eks. forslag til at forbedre vores tjenester. Feedback er beskrevet i afsnittet Kommunikation vedrørende tjenester nedenfor.
Omfang
- verdensomspændende, hvilket betyder, at den er gyldig overalt i verden
- ikke-eksklusiv, hvilket betyder, at du kan licensere dit indhold til andre
- royaltyfri, hvilket betyder, at der ikke skal betales et gebyr for denne licens
Rettigheder
Denne licens giver Google tilladelse til følgende:
- hoste, gengive, distribuere, formidle og bruge dit indhold – f.eks. for at gemme dit indhold i vores systemer og gøre det tilgængeligt for dig, uanset hvor du befinder dig
- at udgive, offentligt opføre eller offentligt vise dit indhold, hvis du har gjort det synligt for andre
- ændre dit indhold, f.eks. ved at omformatere eller oversætte det
- viderelicensere disse rettigheder til:
- andre brugere, så tjenesterne kan fungere efter hensigten, f.eks. ved at give dig mulighed for at dele billeder med personer, som du vælger
- vores underleverandører, der har underskrevet aftaler med os i overensstemmelse med disse vilkår, alene til de begrænsede formål beskrevet i afsnittet Formål nedenfor
Formål
Denne licens har følgende begrænsede formål:
- drift og forbedring af tjenesterne, så tjenesterne kan fungere efter hensigten, og det er muligt at oprette nye funktioner. Dette omfatter brug af automatiserede systemer og algoritmer til at analysere dit indhold:
- for at opdage spam, malware og ulovligt indhold
- for at genkende mønstre i data, bl.a til at fastslå, hvornår der skal foreslås et nyt album i Google Fotos med det formål at samle relaterede billeder
- for at tilpasse vores tjenester til dig, f.eks. for at kunne give dig anbefalinger og tilpassede søgeresultater og tilpassede annoncer (som du kan ændre eller deaktivere under Annonceindstillinger) samt tilpasset indhold
- brug af indhold, som du har delt offentligt, med henblik på promovering af tjenesterne. Vi kan f.eks. citere en anmeldelse, som du har skrevet, for at promovere en Google-app. Eller vi kan vise et screenshot af den app, du tilbyder i Play Butik, for at promovere Google Play.
- udvikling af nye teknologier og tjenester til Google, som er i overensstemmelse med disse vilkår
Varighed
Denne licens gælder, så længe dit indhold er beskyttet af immaterielle rettigheder.
Hvis du fjerner indhold fra vores tjenester, og indholdet er dækket af denne licens, stopper vores systemer med at gøre det pågældende indhold offentligt tilgængeligt inden for et rimeligt tidsrum. Der er to undtagelser:
- Hvis du allerede har delt dit indhold med andre, før du fjernede det. Hvis du f.eks. har delt et billede med en ven, som derefter oprettede en kopi af det eller delte det med andre, kan billedet muligvis fortsat blive vist på din vens Google-konto, også efter du har fjernet det fra din egen Google-konto.
- Hvis du gør dit indhold tilgængeligt via andre virksomheders tjenester, kan søgemaskiner som bl.a. Google Søgning muligvis fortsat finde og vise dit indhold som en del af deres søgeresultater.
Brug af Google-tjenester
Din Google-konto
Hvis du opfylder disse alderskrav, kan du oprette en Google-konto. Nogle tjenester fungerer kun, hvis du har en Google-konto. Hvis du f.eks. vil bruge Gmail, skal du have en Google-konto, så du har en adresse til at sende og modtage mail.
Du er ansvarlig for det, du foretager dig med din Google-konto, og for at træffe rimelige foranstaltninger for at beskytte din Google-konto. Vi opfordrer dig til at gennemføre et Sikkerhedstjek med jævne mellemrum.
Brug af Google-tjenester på vegne af en organisation eller virksomhed
- skal en autoriseret repræsentant for den pågældende organisation acceptere disse vilkår
- kan din organisations administrator tildele en Google-konto til dig. Administratoren kan kræve, at du følger yderligere regler og kan muligvis få adgang til eller deaktivere din Google-konto.
Tjenesterelateret kommunikation
For at kunne levere vores tjenester til dig sender vi dig sommetider servicemeddelelser eller andre oplysninger. Du kan få flere oplysninger om, hvordan vi kommunikerer med dig i Googles privatlivspolitik.
Hvis du vælger at give os feedback i form af f.eks. forslag til, hvordan vi kan forbedre vores tjenester, kan vi handle på din feedback uden nogen forpligtelser over for dig.
Indhold i Google-tjenester
Dit indhold
Nogle af vores tjenester giver dig mulighed for at generere originalt indhold. Google vil ikke gøre krav på ejerskabet af det pågældende indhold.
Nogle af vores tjenester giver dig mulighed for at gøre dit indhold offentligt tilgængeligt. Du kan f.eks. indsende en anmeldelse af et produkt eller en restaurant, som du har skrevet, eller du kan uploade et blogindlæg, du har forfattet.
- Se afsnittet Tilladelse til at anvende dit indhold for at få flere oplysninger om dine rettigheder over dit indhold og om, hvordan dit indhold anvendes i vores tjenester
- Læs afsnittet Fjernelse af dit indhold for at få flere oplysninger om, hvorfor og hvordan vi kan fjerne brugergenereret indhold fra vores tjenester
Hvis du mener, at nogen krænker dine immaterielle rettigheder, kan du sende os en underretning om krænkelsen, hvorefter vi træffer de nødvendige foranstaltninger. Vi kan f.eks. suspendere eller lukke Google-konti, der gentagende gange har krænket ophavsretten som beskrevet i Hjælp til ophavsret.
Google-indhold
Nogle af vores tjenester omfatter indhold, der tilhører Google – f.eks. mange af de visuelle illustrationer, du ser i Google Maps. Du må bruge Googles indhold, som disse vilkår og eventuelle yderligere tjenestespecifikke vilkår tillader det, men vi bevarer alle immaterielle rettigheder, som vi har over vores indhold. Du må ikke fjerne, skjule eller ændre vores branding, logoer eller juridiske meddelelser. Gå til siden med Googles brand-tilladelser Google Brand Permissions, hvis du vil bruge vores branding eller logoer.
Andet indhold
Nogle af vores tjenester giver dig adgang til indhold, der tilhører andre enkeltpersoner eller organisationer – det kan f.eks.være en butikejers beskrivelse af sin virksomhed eller en avisartikel, der vises i Google Nyheder. Du må kun bruge dette indhold, hvis den pågældende enkeltperson eller organisation giver tilladelse til det, eller hvis lovgivningen tillader det. De synspunkter, der udtrykkes i andre enkeltpersoners eller organisationers indhold, tilhører dem, og afspejler ikke nødvendigvis Googles synspunkter.
Software i Google-tjenester
Nogle af vores tjenester omfatter software, der kan downloades, eller som forudindlæses. Vi giver dig tilladelse til at bruge den software som en del af tjenesterne.
- verdensomspændende, hvilket betyder, at den er gyldig overalt i verden
- ikke-eksklusiv, hvilket betyder, at vi kan licensere softwaren til andre
- royaltyfri, hvilket betyder, at der ikke skal betales et gebyr for denne licens
- personlig, hvilket betyder, at den ikke gælder for nogen andre
- uoverdragelig, hvilket betyder, at du ikke må overdrage licensen til andre
Nogle af vores tjenester omfatter software, der tilbydes i henhold til open source-licensvilkår, som vi stiller til rådighed for dig. Nogle gange er der bestemmelser i open source-licensen, som udtrykkeligt tilsidesætter dele af disse vilkår, så du skal sørge for at læse disse licenser.
Du må ikke kopiere, ændre, distribuere, sælge eller udleje nogen dele af vores tjenester eller software.
I tilfælde af problemer eller uoverensstemmelser
Både lovgivningen og disse vilkår giver dig ret til (1) tjenester af en vis kvalitet og (2) måder at løse problemer på, hvis noget går galt.
Garanti
Vi leverer vores tjenester med et rimeligt niveau af omhu og kompetence. Hvis vi ikke opfylder det kvalitetsniveau, der er beskrevet i denne garanti, er du indforstået med, at du skal give os besked, så vi kan samarbejde om at finde en løsning på problemet.
Ansvarsfraskrivelser
De eneste forpligtelser, vi har i forbindelse med vores tjenester (herunder indholdet af tjenesterne, vores tjenesters specifikke funktioner eller deres pålidelighed, tilgængelighed, eller hvorvidt de opfylder dine behov), er angivet i (1) afsnittet Garanti, (2) i de yderligere tjenestespecifikke vilkår og (3) i love, som ikke kan begrænses af disse vilkår.
Brug ikke tjenesterne som erstatning for lægelig, juridisk, økonomisk eller anden faglig rådgivning. Indhold vedrørende disse emner er kun vejledende og kan ikke erstatte rådgivning fra en kvalificeret fagperson.
Ansvar
For alle brugere
Både loven og disse vilkår forsøger at finde en balance i forhold til, hvad du eller Google kan kræve af den anden part i tilfælde af problemer. Derfor kræver loven, at alle er ansvarlige for visse forpligtelser – men ikke andre – i henhold til disse vilkår.
Disse vilkår begrænser ikke ansvaret for:
- Bedrag eller svigagtig fremsættelse af urigtige oplysninger
- Død eller personskade forårsaget af uagtsomhed
- Grov uagtsomhed
- Forsætlig ureglementeret adfærd
Foruden det ansvar, der er beskrevet ovenfor, er Google kun ansvarlig for sin misligholdelse af disse vilkår eller gældende yderligere tjenestespecifikke vilkår i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Kun for erhvervsbrugere og organisationer
Hvis du er erhvervsbruger eller en organisation:
- Hvis du er erhvervsbruger eller en organisation, skal du holde Google og dennes ledere, funktionærer, medarbejdere og kontrahenter skadesløse i forbindelse med tredjepartsretsprocesser (herunder søgsmål fra offentlige myndigheder) som følge af eller i forbindelse med din ulovlige brug af tjenesterne eller misligholdelse af disse vilkår eller yderligere tjenestespecifikke vilkår. Denne skadesløsholdelse omfatter ethvert ansvar eller udgifter som følge af krav, tab, skader, domfældelser, bøder, sagsomkostninger og advokatsalærer, medmindre et ansvar eller en udgift skyldes misligholdelse, uagtsomhed eller forsætlig ureglementeret adfærd fra Googles side.
- Hvis du er juridisk fritaget fra visse ansvar, herunder skadesløsholdelse, gælder disse ansvar ikke for dig i henhold til disse vilkår. FN har f.eks. bestemte former for immunitet i forbindelse med juridiske forpligtelser, og disse vilkår tilsidesætter ikke disse former for immunitet.
- Google fraskriver sig følgende ansvar:
- tab af fortjeneste, omsætning, forretningsmuligheder, goodwill eller forventede besparelser
- indirekte skade eller følgeskade
- pønalerstatning
- Medmindre andet er angivet i afsnittet For alle brugere ovenfor, er Googles fulde ansvar som følge af eller i forbindelse med disse vilkår begrænset til det største beløb af (1) 500 GBP eller (2) 125 % af de gebyrer, du har betalt (eller som skulle betales) for at bruge de relevante tjenester i 12 måneder forud for misligholdelsen.
Foranstaltninger i tilfælde af problemer
Inden vi træffer foranstaltninger som beskrevet nedenfor, giver vi dig forudgående varsel, hvor dette med rimelighed er muligt, beskriver årsagen til vores handling og giver dig mulighed for at forklare og løse problemet, medmindre vi med rimelighed antager, at dette vil:
- forårsage skader eller medføre erstatningsansvar for en bruger, en tredjepart eller Google
- være i strid med loven eller et påbud fra en retshåndhævende myndighed
- kompromittere en undersøgelse
- kompromittere driften, integriteten eller sikkerheden af vores tjenester
Fjernelse af dit indhold
Hvis vi med rimelighed mener, at noget af dit indhold (1) misligholder disse vilkår, yderligere tjenestespecifikke vilkår eller politikker, (2) overtræder gældende lovgivning eller (3) kan være til skade for vores brugere, tredjeparter eller Google, forbeholder vi os retten til at fjerne noget af eller alt indholdet i overensstemmelse med gældende lovgivning. Eksempler herpå er børnepornografi, indhold, der fremmer menneskehandel eller chikane, terrorismerelateret indhold samt indhold, der krænker en anden persons immaterielle rettigheder.
Suspendering eller ophævning af din adgang til Google-tjenester
Uden at begrænse vores øvrige rettigheder kan Google suspendere eller fjerne din adgang til tjenesterne eller slette din Google-konto, hvis følgende sker:
- du gentagne gange eller i væsentligt omfang misligholder disse vilkår, yderligere tjenestespecifikke vilkår eller politikker
- vi er forpligtet til at gøre det for at overholde juridiske krav eller en retskendelse
- vi med rimelighed mener, at din handlemåde forårsager skade eller medfører erstatningsansvar for en bruger, tredjepart eller Google, f.eks. i form af hacking, phishing, chikane, spamming, vildledning af andre eller kopiering af indhold, der ikke tilhører dig
Du kan få flere oplysninger om, hvorfor vi deaktiverer konti, og hvad der sker, når vi gør det, på denne side i Hjælp. Du kan klage, hvis du mener, at din Google-konto er blevet suspenderet eller bragt til ophør ved en fejl.
Du kan naturligvis til enhver tid stoppe med at bruge vores tjenester. I tilfælde af at du stopper med at bruge en tjeneste, vil vi sætte pris på, at du deler årsagen med os, så vi kan fortsætte med at forbedre vores tjenester.
Bilæggelse af tvister, lovvalg og domstole
Du kan få oplysninger om, hvordan du kan kontakte Google, på kontaktsiden.
Hvis du er bosiddende i eller er en organisation med base i Storbritannien, er disse vilkår og dit forhold til Google i henhold til disse vilkår og yderligere tjenestespecifikke vilkår underlagt engelsk lov, og du kan indgive juridiske tvister til de engelske domstole.
Om disse vilkår
I henhold til lovgivningen har du visse rettigheder, som ikke kan begrænses af en kontrakt som f.eks. disse servicevilkår. Disse vilkår har på ingen måde til hensigt at begrænse disse rettigheder.
Disse vilkår beskriver forholdet mellem dig og Google. De giver ikke andre enkeltpersoner eller organisationer nogen juridiske rettigheder – heller ikke hvis andre drager nytte af forholdet i henhold til disse vilkår.
Disse vilkår skal være let forståelige, og vi har derfor brugt eksempler fra vores tjenester. Det er muligvis ikke alle nævnte tjenester, der er tilgængelige i dit land.
Hvis det viser sig, at et specifikt vilkår ikke er gyldigt eller ikke kan håndhæves, påvirker dette ikke de andre vilkår.
Hvis du ikke følger disse vilkår eller de yderligere tjenestespecifikke vilkår, og vi ikke tager de nødvendige foranstaltninger med det samme, betyder det ikke, at vi giver afkald på vores rettigheder, herunder til at tage de nødvendige foranstaltninger på et senere tidspunkt.
Vi kan opdatere disse vilkår og yderligere tjenestespecifikke vilkår (1) for at afspejle ændringer af vores tjenester eller ændringer af, hvordan vi driver forretning, f.eks. når vi tilføjer nye tjenester, funktioner, teknologier, priser eller fordele (eller fjerner gamle), (2) af juridiske, lovmæssige eller sikkerhedsmæssige årsager eller (3) for at forebygge misbrug eller skade.
Hvis vi ændrer disse vilkår eller yderligere tjenestespecifikke vilkår i væsentligt omfang, vil vi give dig et rimeligt forudgående varsel og muligheden for at gennemgå ændringerne, medmindre (1) vi lancerer en ny tjeneste eller funktion, eller (2) ændringerne sker i forbindelse med hastesituationer, hvor det f.eks. er nødvendigt at forhindre igangværende misbrug eller reagere på juridiske krav. Hvis du ikke accepterer de nye vilkår, skal du fjerne dit indhold og stoppe med at bruge tjenesterne. Du kan også til enhver tid afslutte dit forhold til os ved at lukke din Google-konto.
Definitioner
ansvar
Tab, der skyldes enhver form for juridisk krav, uanset om kravet er baseret på en kontrakt, erstatningsret (herunder uagtsomhed) eller andre årsager, og uanset om disse tab med rimelighed kunne være forventet eller forudset.
ansvarsfraskrivelse
En erklæring, der begrænser en persons juridiske ansvar.
dit indhold
Ting, som du opretter, uploader, indsender, gemmer, sender, modtager eller deler ved hjælp af vores tjenester, f.eks.:
- Docs-, Sheets- og Slides-indhold, du opretter
- blogindlæg, du uploader via Blogger
- anmeldelser, du indsender via Maps
- videoer, du har gemt i Drev
- mail, du sender og modtager via Gmail
- billeder, du deler med venner via Fotos
- rejseplaner, du deler med Google
erhvervsbruger
En enkeltperson eller en part, der ikke er en forbruger (se forbruger).
forbruger
En enkeltperson, der bruger Google-tjenester til private, ikke kommercielle formål uden for deres erhverv, virksomhed, fag eller profession. Dette omfatter "forbrugere" som defineret i bestemmelse 4 i Consumer Contracts (Information, Cancelation and Additional Charges) Regulations 2013. (Se erhvervsbruger)
garanti
En forsikring om, at et produkt eller en tjeneste lever op til en vis standard.
holde skadesløs eller skadesløsholdelse
En enkeltperson eller organisations kontraktlige forpligtelse til at kompensere de tab, en anden enkeltperson eller organisation har lidt som følge af juridiske processer, f.eks. retssager.
immaterielle rettigheder
Rettigheder over værker, der stammer fra en persons tankevirksomhed som f.eks. opfindelser (patentrettigheder), litterære værker og kunstværker (ophavsret), design (designrettigheder) samt symboler, navne og billeder anvendt inden for handel (varemærker). Immaterielle rettigheder kan tilhøre dig, en anden enkeltperson eller en organisation.
landeversion
Hvis du har en Google-konto, knytter vi din konto til et land (eller område), så vi kan fastslå:
- Hvilken af Googles samarbejdspartnere der udbyder disse tjenester og behandler dine oplysninger, når du bruger tjenesterne
- Hvilken version af vilkårene der er gældende for vores forretningsforhold
Hvis du er logget ud, fastslås din landeversion ud fra det sted, hvor du bruger Google-tjenester. Hvis du har en konto, kan du logge ind og se disse vilkår for at finde ud af, hvilket land kontoen er tilknyttet.
ophavsret
En juridisk rettighed, der giver skaberen af et originalt værk (f.eks. et blogindlæg, et billede eller en video) mulighed for at bestemme, om og hvordan det originale værk kan bruges af andre, er underlagt visse begrænsninger og undtagelser (f.eks. "rimelig brug" og "reel optræden").
organisation
En juridisk enhed (f.eks. en virksomhed, nonprofitorganisation eller skole) og ikke en enkeltperson.
P2B-forordningen i Storbritannien
Forordningen (EU) 2019/1150 om fremme af retfærdighed og gennemsigtighed for brugere af onlineformidlingstjenester, som er inkorporeret i Storbritanniens lovgivning.
tilknyttet virksomhed
En enhed, der tilhører Google-koncernen, hvilket betyder Google LLC og dets datterselskaber, herunder følgende virksomheder, der leverer forbrugertjenester i EU: Google Ireland Limited, Google Commerce Limited og Google Dialer Inc.
tjenester
De Google-tjenester, der er underlagt disse vilkår, omfatter de produkter og tjenester, der er angivet på https://policies.google.com/terms/service-specific, herunder:
- apps og websites (f.eks. Søgning og Maps)
- platforme (såsom Google Shopping)
- integrerede tjenester (såsom Maps, der er indlejret i andre virksomheders apps eller websites)
- enheder og andre varer (såsom Google Nest)
Mange af disse tjenester omfatter også indhold, som du kan streame eller interagere med.
varemærke
Symboler, navne og billeder anvendt inden for handel, der kan adskille de varer eller tjenester, der tilhører en enkeltperson eller organisation, fra de varer eller tjenester, der tilhører andre.